Det kan både være lidt stressende og vanvittigt sjovt at være arrangør på en polterabend. Stressende, fordi du virkelig gerne vil lave lige præcis dét, som gommen eller bruden helst vil og dermed give ham eller hende verdens bedste dag (næst efter bryllupsdagen selvfølgelig). Det giver altså et vist pres. Men vanvittigt sjovt fordi du får lov til at arrangere en hel dag for et menneske, du holder utroligt meget af – og så er polterabender jo per definition altid sjove, fulde af dejlige og glade mennesker og gode oplevelser.
Men hvad skal du så finde på til din ven, som elsker musik? Og skal hele dagen omhandle musik, eller skal du dele det lidt op?
Escape Room som aktivitet til polterabend
Selvom din ven elsker musik, så bør hele dagen ikke handle om dét. Det er klart, at en stor del af dagen skal have et musikalsk præg, fordi det netop er det, din ven er vild med. Men arranger også noget, som er helt anderledes, men som bruden/gommen vil finde virkelig sjovt.
Escape Room er en oplevelse, som langt de fleste vil synes er både spændende og udfordrende og som sparker til brudens eller gommens konkurrencementalitet.
Du kan finde mange forskellige former for Escape Rooms med hvert deres tema. Fælles for alle er, at I befinder jer i et rum, som I kun kan komme ud af ved at løse en gåde. Det er ikke en klaustrofobisk oplevelse, selvom I er lukket inde. Nogle Escape Rooms har tema med mord, hvor I skal løse mordgåden for at komme ud. Ved andre Escape Rooms skal I håndtere en laboratorie-katastrofe for at komme ud. Det er en god måde at starte en polterabend på for at få rystet folk lidt sammen.
Indspil en cd
Næste stop på dagsordenen for musikelskerens polterabend kan være at indspille en cd. Arranger denne oplevelse sidst på eftermiddagen, for det kan godt være lidt grænseoverskridende for nogle at skulle stå og synge foran andre. I kan vælge, at bruden eller gommen selv skal synge, eller at I alle skal synge sammen.
Holdes brudens og gommens polterabend på samme dag, så aftal eventuelt med den anden lejr, at I skal mødes til en fælles indspilning af en cd, hvor bruden og gommen indspiller sammen. Så er der også kræs til talerne på selve bryllupsdagen.
Koncertoplevelser
Slut dagen af i bedste stil for musikelskeren! Hvis I er ude i god tid, så undersøg hvornår hans eller hendes yndlingskunster turnerer. Kommer vedkommende til Danmark inden brylluppet, så skynd jer at booke en masse billetter til koncerten – og sikr jer samtidig, at bruden eller gommen ikke køber billetter. Her må I alliere jer med hans eller hendes kæreste, der skal sørge for, at de ikke tager til den koncert.
Hvis ikke yndlingskunstneren kommer til Danmark inden for nærmeste fremtid, kan mindre også gøre det. Find ud af, hvad for noget musik han eller hun godt kan lide, og book billetter efter det. Det vil være verdens bedste afslutning på en helt igennem eminent dag.